|
La Marmotte 2009Der er nu gået et par måneder og tiden er kommet til beretningen om turen til cykelløbet La Marmotte. |
Tirsdag d. 01.07.09 kl. 20.00 ankom René med bil og oppakning til Anton Berntsen Vej 19. Vi fik pakkede de løsdele, som jeg skulle medbringe og sagde farvel til familien.
Da vi ankom til Vejlevej begyndte vi allerede, at undre os over vores beslutning fra september måned året før, hvor beslutningen blev taget og forberedelserne begyndte. Hvorfor køre 3200 km i bil for at cykle 179 km på cykel? Vi fortsatte, trods denne undring vores rejse sydpå og var begge opstemte og en smule spændte på vores foretagende.
Kolding, Flensborg, Hamborg blev passeret og hver 3. time byttede vi chauffør. Nat kørslen forløb uden de store problemer 14 timer og 10 minutter senere ankom vi til campingpladsen i byen Allemond, ca. 14 km fra opkørslen til Alpe d`huez.
Vejret var fantastisk. 30 grader, skyfrit, men en frisk vind. Efter teltopslagning, undersøgelse af byens muligheder, såsom indkøb mm. Bestemte vi os for, trods manglende nattesøvn, at samle cyklerne og cykle op af det første bjerg i cykelløbet La Marmotte, bjerget Col du Glandon. Dette skulle vise sig at være en knap så fornuftig beslutning.
Cyklerne blev samlet, drikkedunkene blev fyldt med vand og optimistiske som vi var, begyndte vi turen hen til bjerget. René lagde stærkt ud med lynhurtigt, at drøne op til en gruppe på ca. 10 ryttere. Sammen begyndte vi opkørslen.
Kombinationen af varmt vejr, ingen nattesøvn og en bankende sol fra oven viste sig ikke at gøre benene til de bedste til en sådan opkørsel. Gruppen blev splittet op og vi forsøgte med meget høj puls at finde en rytme der kunne passe hele vejen op. René kunne dog ikke få sin puls ned og mine ben opførte sig underligt, så halvvejs oppe vendte vi om desillusioneret og begyndte nedkørslen.
Den første nedkørsel på et bjerg er altid lidt usikker og ikke så køn, men denne her var aldeles usikker fra min side. Årsagen til dette fandt vi ud af næste morgen, hvor det viste sig, at min forgaffel var løs og baghjulet var slået skævt. Resten af vores første dag i Frankrig gik med spisning af chili con carne.
Næste morgen gik turen til Alpe d`Huez, hvor vores nummer skulle hentes. Opkørslen foregik i et roligt tempo, men Renè kørte alligevel op på 1.07 timer og min tid blev 59 min. Formen var alligevel ganske god blev vi enige om. Nummeret blev hentet og adskillige ryttere blev afvist pga. tilmeldingen var blevet lukket for flere dage siden. Vi hørte bl.a. en dansker der troede han kunne eftertilmelde sig. Ærgerligt for ham. Resten af vores anden dag i Frankrig gik med spisning af chili con carne.
Fredag stod i bøgernes tegn. Vi var begge enige om, at vi skulle slappe af, så vi sad i 8 timer og læste i hver vores bog. Cyklerne blev slet ikke luftet. Vi helgarderede aftensmåltidet og spiste chili con carne til aftensmad.
Campingpladsen vi boede på var på disse dage blevet omdannet til et La Marmotte tilholdssted. Cykelryttere fra hele Europa, var ved at gøre sig klar mht. cykelrensning, indtagning af diverse kulhydrater, proteiner og væske.
René og jeg var noget overrasket over, hvor hurtigt man kan komme til at virke en smule overvægtig, ja tanken strejfede en, at man endda var lidt for fed. De andre ryttere var ikke bare slanke, men var totalt uden fedt på kroppen. Hvor vores fødeindtagelse hovedsagelig havde bestået af chili con carne, bestod deres af salat, tørt brød med lidt ost.
Lørdag d. 4. juli vågnede vi kl. 5.00. Skyfrit, ca. 16 grader og en svag vind. Spiste morgenmad, tjekkede cyklerne for sidste gang og begyndte at cykle til Bourg, hvor starten skulle gå. Uheldigvis nåede vi ikke ind til starten, før den første gruppe på 2000 ryttere blev sendt af sted, med motorcykler, biler, politi mm.
2000 ryttere fylder meget og det tager tid før de er passeret, så hurtigt blev vi enige om, at liste mod rytterne for at nå starten til tiden. 9000 ryttere var tilmeldt og Bourg er bestemt ikke egnet til så mange ryttere. Der var cykler og ryttere overalt.
Kl. 7.50 startede vores gruppe. I et roligt tempo midt på vejen, med råbende ryttere på højre og venstre side, der gerne ville overhale, kørte vi hen mod det første bjerg Col du Glandon.
Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Alle drønede af sted, fuld skrald, råbende og skrigende. Tempoet på begge sider af os var højt, meget højt. Vi rullede af sted med ca. 30 – 35 km. Da vi ramte bjerget gik alt i stå og det var med at komme ud i venstre side af vejen, hvor overhalingsbanen var.
21½ km startende i 711 meters højde og målpassage i 1924 meters højde blev passeret i et roligt, men alligevel tilpas arbejdstempo. Toppen blev passeret i 1.59.33. Målet på 2 timer blev overholdt. På toppen var der et depot, så det var helt umuligt at cykle det sidste stykke over. Der stod og sad svedende ryttere overalt.
Nedkørslen fra toppen var farlig og allerede ved det første sving lå den første rytter med et brækket kraveben. Ved næste sving lå den 2. ryttere og minsandten om der ikke også lå en ved det 3. sving.
Halvvejs nede af bjerget tabte jeg min dunk. Da jeg vidste jeg ville få brug for denne 3. dunk bremsede jeg op og gik tilbage for at hente den igen. 5 km længere nede tabte jeg min flaskeholder. Pga. vejens beskaffenhed havde den løsnet sig. Jeg fandt et hus og fik vist en franskmand, hvad der var galt. Holderen blev sat på igen og op på cyklen nok en gang. Desværre gik der kun et par km før den igen havde løsnet sig. Efter kort tids overvejelse bestemte jeg mig for at smide dunken og putte flaskeholderen i lommen, da det var Mette´s flaskeholder jeg havde lånt.
Efter nedkørslen kom der et transportstykke på ca. 28 km. Varmen var begyndt at tage til og dunkene blev hurtigt tømt. Før opkørslen til Col de Telegraphe (13 km med en højdeforskel på 858 meter) fik jeg fyldt mine dunke og med friske og gode ben kørte jeg op på toppen.
Humøret var højt, benene var gode og vejret var fantastisk. Toppen blev nået i tiden 4 timer 30 min. og 50 sek. En 5 km nedkørsel blev efterfulgt af et stop i et supermarkedet hvor der blev købt en cola og lidt vand. 3 km længere fremme på vej op af Galibier, var der dog et depot som jeg desværre ikke kendte til.
Col du Galibier er et højt bjerg (18 km med en højdeforskel på 1215 meter). Toppen ligger i 2645 meters højde og de sidste 8 km er et sandt helvede med stigningsprocenter på op til 15 procent. Benene var stadigvæk gode og roligt passerede jeg adskillige ryttere på opkørslen. 1 km før toppen begyndte jeg dog, at mærke en smule antydning af en muskelsammentrækning, men ikke noget alarmerende.
Vejret derimod var langsomt ved at ændre karakter. Et tordenvejr var ved at trække ind over bjerget fra den side jeg kom fra, men gudskelov undgik jeg et heftigt regnvejr og tordenvejr der desværre ramte en del ryttere allerede på Telegraphe.
Galibier blev nået i tiden 6 timer 23 min og 45 sek. Fra toppen af bjerget var der kun 62 km til mål, men netop denne del af løbet skulle vise sig at blive et forfærdeligt minde med ekstrem varme, ingen væske eller mad indtagelse pga. kvalme og en hård modvind, der gjorde det svært at finde en rytme.
Opkørslen til Alpe d`Huez blev noget af en prøve. Efter 7 timer 41 min og 15 sek. var benene brugte, humøret svingende og kroppens energidepoter næsten tømte. Men hvad gør man, når man føler, der skal kastes op hver gang man ser lidt væske eller mad. Jeg cyklede videre og sprang et par depoter over.
De første 10 sving på Alpe d`Huez gik faktisk ganske godt. Tempoet var stabilt og balancen på cyklen var rimelig, men fra det 10. sving stoppede det. Jeg måtte af cyklen. Svimmel og meget skidt tilpas satte jeg mig i vejkanten. Her gik det op for mig, at alle andre også var trætte. Nogle kastede op og andre lå på asfalten og kiggede på deres egne stjerner.
Målet skulle nås. Planen blev, at efter hvert 2. sving, blev der dømt pause. Dette overholdt jeg resten af vejen og efter 9 timer og 14 minutter ankom jeg stor tudende og totalt ødelagt til toppen, vel vidende om at dette var sidste gang jeg skulle deltage i et sådan løb.
René kom frisk i mål på 9 timer 34 minutter, glad og naturligvis tilfreds og opstemt på, at dette var en stor og bestemt en oplevelse, der skulle gentages. På toppen fik vi mad og drikke og efter en tordenbyge cyklede vi tilbage til campingpladsen, hvor vi festede at par timer med en øl der hed Amsterdam (11%) der smagte aldeles ringe.
Løbets hårdhed skulle siden vise sig at være rigtig da ca. 4000 udgik undervejs.
Næste morgen kl. 6.00 pakkede vi vores telt sammen og 14 timer og 10 minutter senere ankom vi til Bredsten trætte, men med en oplevelse der måske skal gentages på et senere tidspunkt, hvis andre kunne tænke sig at prøve denne udfordring?
Hvis der er nogle der kunne tænke sig at køre dette løb kan vi kraftigt anbefale det og vi vil naturligvis gerne komme med gode råd og erfaringer fra vores tur, både mht. selve løbet, men også til, hvordan forberedelserne evt. kan være. |
|
|
|
|
 |
|
Kontakt:
|
Opdateret: 10/9-2009
|
|
|
|
|
|
 |
Medlemslogin |
|
|
 |
|
